Texas' Rose
Texas’ rose er en fortættet vildt fabulerende roman om faster Lillian, der efter et opgør med sin familie i 1991, afskriver den og flytter til Vietnam. Tretten år efter henter fortælleren Abby sin fasters urne i Hanoi. Her starter fortællingen om faster Lillian, der har været familiens midtpunkt, en mærkelig umættelig hæmningsløs barnekvinde, et kødbjerg der elskede mad, et overstrømmende godhjertet og på samme tid stærkt beregnende menneske.

Gennem øjebliksbilleder fra 1940’erne og frem til i dag skildres faster Lillians livshistorie, familiens tab af hende, der fører til dens opløsning og fortællerens forsøg på at stykke den kæntrede familiehistorie sammen igen og derved skabe sig et nyt liv.

Texas’ rose er en rejse gennem forskellige lande, personer og miljøer og ikke mindst en rejse gennem det vilde vesten, som faster Lillian var meget betaget af.

Texas’ rose udkom i 2008 på Gyldendal

Køb romanen her

Anmeldelser
***** “Dy Plambeck har sluppet talentet løs i en forrygende roman. Dy Plambeck skriver vidunderligt. Let, morsomt, underspillet, underfundigt og med dybeste alvor.”
- Mai Misfeldt i Berlingske Tidende


***** “Texas’ rose er en voldsom fascinerende roman om det vanskelige familieliv, der demonstrerer Dy Plambeck kæmpe kunstneriske potentiale.”
- Svend Skriver i Ekstra Bladet

***** “Ung forfatter tør og lykkes med at fortælle om sorg, tab, desillusionering og forladthedsfølelser. Dy Plambeck er en forfatter, der har fremtiden for sig, fordi hun på én og samme gang skriver om det frodige og forfærdelige, der er essensen i det, vi forbinder med livet.”
- Erik Svendsen i Jyllandsposten

“Dy Plambecks genistreg af en fragmenteret familiesaga er skrevet med samme kølige, fandenivoldske klarhed som debutbogen Buresø-fortællinger og med et mod på direkthed, der fremkalder minder om gyset man fik, da man første gang læste så forskellige mestre udi udleveringens kunst som Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger."
- Erik Skyum-Nielsen i Information

“Texas’ rose er næsten øretæveindbydende vellykket: morsom og rørende (og aktivt usentimental), velskrevet og velkomponeret, Texas' rose, og læses i ét forslugent haps.”
- Lars Bukdahl i Weekendavisen

“Dy Plambeck har skrevet en fortrinlig roman, hvor hun enkelt og elegant fortæller historien om en familie (...) Den springende fortællestil, de overraskende sammenligninger og i det hele taget fortællingens mundtlighed giver romanen individualitet. Det er på én gang enkelt og kompliceret og meget smukt.”
- Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad

“Dy Plambeck går til romanen med opsmøgede ærmer og cowboyhatten på sned. Woha! (...) Også i debutromanen her kan man varme sig ved Dy Plambecks kærlighed til menneskedyret i al dets tilforladelighed. Hun dømmer ikke, men fremlægger familiær forsonlighed. Og et dramatisk drive som hun tilmed forstår at tøjle.”
- Lise Garsdal i Politiken